- Læserne jager viden
- Jeres læsere kommer i dybden
- Scannerne er blevet færre
- Forskel på læsedybde og antal læste ord (nyt afsnit)
- Bedre teknologi giver lettere læsning
Usability-guruen Jakob Nielsen skrev i 1997 et nyhedsbrev med titlen: "How Users Read on the Web". Og indledte med ordene: "They don't. People rarely read Web pages word by word; instead, they scan the page, picking out individual words and sentences."
Læserne jager viden
Af en eller anden årsag er det blevet tolket, som om, at ingen gider læse noget som helst på nettet. Dette er ikke korrekt. Og Jakob Nielsen beskriver det iøvrigt også i et senere nyhedsbrev fra 2000: "In other words, the most common behavior is to hunt for information and be ruthless in ignoring details. But once the prey has been caught, users will sometimes dive in more deeply."
Med andre ord: Læserne scanner websider for indhold, og når de så finder noget, der interesserer dem, så læser de det.
Jeres læsere kommer i dybden
Faktisk læser folk dybere ned i en onlineartikel (i gennemsnit ihvertfald), end hvis den samme artikel stod i avisen. Det viser Eyetrack 2007-undersøgelsen fra Poynter Institute, som har sammenlignet læsemønstre blandt netlæsere og avislæsere.
I gennemsnit når onlinelæseren 77 procent af en netartikel igennem. Avislæsere læser henholdsvis 62 og 57 procent af den samme artikel, afhængig af format (broadsheet eller tabloid).
Scannerne er blevet færre
Jakob Nielsen fastslog også, at 79 procent af de læsere han havde undersøgt, var scannere. Eyetrack 2007 sætter det tal betydeligt ned. Blandt deres næsten 600 forsøgspersoner var det cirka 50-50 mellem scannere og metodiske læsere, når det gjaldt nettet. Og hvad mere er: de læser lige meget!
Forskel på læsedybde og antal læste ord (nyt afsnit)
Nu skal man altså holde tungen lige i munden, for Jakob Nielsen og Eyetrack-undersøgelsen taler om to lidt forskellige ting: Læsedybde og antallet af læste ord. Tæller man det sidste, så har papirmedierne nok stadig overtaget.
Det kunne en spritny (2008) undersøgelse ihvertfald godt tyde på. Ifølge den - og det er Jakob Nielsen igen - så læser ihvertfald de mest læsestærke læsere kun omkring 20 procent af ordene i en netartikel. Hvor langt de kommer ned i artiklen, før de stopper, siger han ikke noget om.
Jakob Nielsen holder dog fortsat fast i, at læserne først og fremmest er scannere, og her må vi så vente på Poynter og se, hvad deres svar er på det udsagn.
Bedre teknologi giver lettere læsning
En af årsagerne skal givetvis findes i bedre skærmkvalitet. Tidligere kunne det være en direkte pine at læse noget på en skærm, og mange foretrak ligefrem at printe teksterne ud, inden de havde så meget som skimmet overskriften.
I dag er skærmenes kvalitet stadig et stykke fra papirmediets opløsningsgrad, men i det mindste får man ikke hovedpine af at sidde foran skærmen. Om den bærbare så nogensinde kan give den samme form for hygge, som en bog eller en søndagsavis, må tiden og teknikken vise.
